Fredag den 2. oktober kulminerede årets skoleiværksætterprojekt i Dragør, da kommunens otte 6. klasser mødtes til finalen på Dragør Skole og præsenterede deres idéer og projekter for en dommerkomité.

Projektet gennemføres af Dragør Rotary Klub i samarbejde med folkeskolerne i Dragør Kommune og har til formål at give eleverne et praktisk indblik i iværksætteri, innovation og det at omsætte en god idé til et konkret projekt.

Temaet i år ”Ung i Dragør”

Gennem forløbet har eleverne arbejdet med at identificere et behov eller et problem, udvikle deres egen løsning og overveje, hvordan idéen kan realiseres. Det handler ikke alene om at skabe en virksomhed, men også om kreativitet, samarbejde, problemløsning og om at turde præsentere sine idéer for andre.

Ved finalen præsenterede eleverne deres projekter for en dommerkomité. Komitéen bestod af borgmester Kenneth Gøtterup, formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen, iværksætter og grundlægger af Gravidtid.dk Ditte Bannor-Kristensen samt bestyrelsesformand for UngDragør Frederik Juel Hansen.

Eleverne skulle ikke alene fortælle om deres idé, men også forklare tankerne bag projektet og overbevise dommerne om, hvorfor netop deres løsning var værd at arbejde videre med. Det stillede krav til både faglighed, kreativitet og evnen til at samarbejde og kommunikere.

For Dragør Rotary Klub er skoleiværksætterprojektet en naturlig del af klubbens arbejde med børn og unge og samtidig en mulighed for at bygge bro mellem skolerne, det lokale erhvervsliv og civilsamfundet.

Iværksætteri handler i denne sammenhæng mindst lige så meget om en måde at tænke på som om at starte egen virksomhed. Eleverne oplever, at deres idéer bliver taget alvorligt, og de får erfaring med at udvikle noget fra den første tanke til en færdig præsentation.

Årets finale viste endnu en gang, hvor mange gode idéer der opstår, når eleverne får mulighed for at arbejde kreativt og selvstændigt med konkrete udfordringer. Samtidig giver projektet eleverne et indblik i og udvikling af kompetencer, som de kan få glæde af langt ud over selve skoleiværksætterforløbet.
Dommerkomitéen var på hårdt arbejde, for alle 8 projekter var gode og spændende og gode bud på områder, der kan medvirke til et endnu bedre liv for børn og unge i Dragør.
 
 
Vinder af årets konkurrence blev et forslag til app kaldet Jobbi (Nordstrandsskolen), som formidler fritidsjob mellem børn og unge og virksomheder i Dragør – et meget velgennemarbejdet projekt.

 

 

2. pladsen gik til et forslag om en BMX-bane (Nordstrandsskolen)
 
 
3. pladsen til et projekt med navnet ”Tyg og Tal” – et mødested for vegetarisk madlavning og hygge (Dragør Skole).
 

 

Se alle 8 finaleprojekter her